Det handler om mere end fodbold, sagde Kasper Hjulmand. Da det alligevel kun handlede om fodbold, gik det helt galt

»Det er måske ikke lige tidspunktet at gøre det,« sagde jeg i samtalen over mobilen, mens jeg sad i toget på vej til Helsingør. Men redaktøren stod fast. Det skulle handle om noget andet end kampen. Jeg var hurtigt klar over, at der ikke var meget at gøre. Mens jeg kiggede ud på det nordsjællandske sommerlandskab, kunne jeg tænke på, at redaktøren jo altså ikke ved ret meget om fodbold. »Godt, så prøver jeg på det,« sagde jeg. Solen skinnede gennem DSB-togets vindue. Jeg begyndte at forestille mig irritationen med de vantro og sure miner i træningslejren ved vandet, der lå i både behagelig afstand fra København og med nærhed til hjemmekampene i Parken. Men da jeg nåede frem, var landstræner Kasper Hjulmand helt med på redaktørens tankebane. Det danske herrelandshold i fodbold havde lige skrevet fodboldhistorie og slået Rusland med hele 4-1 i Parken. Efter at have tabt de første to kampe ved EM-slutrunden var Danmark nu sensationsholdet i Europa. Den store tyske avis Bild brølede begejstringen ud i begejstrede overskrifter. EM havde fået sin store fortælling. Danmark var videre. Men mens sportsjournalisterne stod i behørig coronarigtig afstand og trippede for at komme til, valgte Hjulmand næsten demonstrativt at tale først med Berlingske om noget helt andet end den danske triumf aftenen før. »Det største sociale fænomen i verden« Den danske landstræner ville meget gerne tale om fodboldforbundet UEFAs manglende fornemmelse for fodboldens betydning og rækkevidde. Hjulmand kastede sig ivrigt ud i debatten om, at UEFA havde sagt nej til, at en af EM-kampene i Tyskland kunne spilles på et regnbueoplyst fodboldstadions. »Fodbolden er det største sociale fænomen i verden. Og hvis vi bruger det rigtigt, så kan vi være med til at skabe nogle sociale forandringer, som er gode,« sagde han til Berlingske. Det var begyndelsen på den lære, der for det danske landshold begyndte med EM-slutrunden i Parken og frem til afslutningen på Wembley i London står mejslet i sten. Da fodbolden kom til at handle om mere end fodbold, bredte der sig en særlig kraft i det danske landshold, og det skete i en symbiose med den begejstrede opbakning fra tilhængere, der bare blev flere og flere. En lære, der kun blev understreget året efter. Først havde vi det mærkeligste EM med kampe spredt ud over europæiske storbyer ramt af coronarestriktioner. Det blev efterfulgt af en af de mest kritiserede fodboldslutrunder ved det underligste VM i Dohas ørkenlandskab. Berlingskes udsendte var som nogle af de få danskere med hele vejen til alle Danmarks sammenlagt ni kampe under de to slutrunder. Det var mærkelighedens tid, da fodbolden fik et vingefang som aldrig før, og hvor det til sidst igen blev til »bare en fodboldkamp«. Her er beretningen. I København blev festen en sommeraften 21. juni 2021 efter sejren over Rusland til en dyrkelse af livsglæde. Unge, der kun havde hørt om den utrolige EM-fest i 1992, behøvede ikke mere at være misundelige. Hjertet slår igen Dengang for tre årtier siden var det fortællingen om et landshold, som ingen regnede med, men som i et H.C. Andersen-eventyr forvandlede sig til en svane. Nu var det historien om et landshold, der ville mere end bare score mål og vinde fodboldkampe. Et hold med udvalgte elitesportsfolk, der viste verden, at fodbold kan meget mere end den evindelige higen efter resultater næsten for enhver pris. Begejstringen over landsholdet blandede sig med stolthed. Landsholdet havde rejst sig efter den traumatiske oplevelse i Danmarks første kamp mod Finland, hvor Christian Eriksen pludselig faldt om midt under kampen og var ved at dø. »Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen,« erklærede landsholdets læge, Morten Boesen, dagen efter ved et pressemøde, hvor han sad foran medierne i stedet for de landsholdsspillere, der skulle have været der. Eriksens ven og landsholdets anfører Simon Kjær havde vist sig som et følelsesmæssigt fyrtårn, der kunne rumme medspillernes bekymring. Med sin omsorg og den menneskelige autoritet, Kjær udstrålede, kunne han rumme alles chok. Han blev nøglen til, at fodboldspillerne fortsat kunne spille, og vi fortsat kunne se fodbold midt i chokket, og det der i meget lange minutter i Parken virkede som en ufattelig tragedie. Herfra voksede stoltheden. Fodboldspillerne samlede sig og opbyggede en indre styrke. De fortalte til os journalister, at de fik energi af den støtte og opbakning, som udstrålede alle steder fra. Det blev mere end fodbold. Sejren over Rusland virkede som en nærmest logisk konsekvens. Da det danske landshold i næste kamp i Amsterdam – på Eriksens tidligere hjemmebane – en gang til lavede fire mål mod Wales, svømmede Bild over med roser til »fire måls-holdet«. For os andre var det næsten naturstridigt, at det kunne være anderledes. Publikum var til 12 Da Berlingske en meget tidlig morgen rejste med et chartret fly fyldt med fodboldfans i højt humør de omkring 6.500 kilometer til Baku for at se fodbold om aftenen, var det svært at forestille sig det som andet end en parentes på vej til semifinalen i Wembley. »Publikum var til 12,« lød vurderingen på Berlingskes karaktergivning efter kampen med tilføjelsen. »Eventyret fortsætter!« Der var kun omkring 1.000 danske tilskuere, der havde taget den lange og lidt bizarre vej til Aserbajdsjan for at følge med, men de kanaliserede følelsen videre til festen foran tv-skærme og på gaderne i Danmark. På det danske hold faldt Pierre Emil Højbjerg »ned på sine knæ og begyndte bare at hulke«, som det lød i reportagen fra Berlingskes fodboldanalytiker Martin Borre efter kampen. Højbjerg havde givet alt. Der var ikke mere. »Og endda tre uger efter, at han så sin holdkammerat ligge med hjertestop på Parkens græs. Det er altså stærk kost.« Eriksen var ved at komme sig. Tragedien nogle dage tidligere var nu et chok, der kunne og skulle bearbejdes med succesen på banen. Det handlede om mere end fodbold. Absurditeten var til at tage og føle på, da vi til semifinalen i London skulle ind til kampen i et land med strenge rejserestriktioner for at begrænse spredningen af covid-19. Uden for det berømte fodboldstadion festede en stor menneskemængde, mens de stod tæt sammen. Da vi skulle ind på stadion, fik vi udleveret en coronatest, som vi selv skulle tage og fortælle resultatet af ved indgangen. De danske fans var danskere bosiddende i Storbritannien. De kommer normalt ikke til landskamp Men der var blevet »genskabt, særligt bånd mellem nationen og herrelandsholdet« lød beskrivelsen i Berlingske. »Til sidst kastede de totalt udmattede danske spillere sig i græsset. Der var ikke mere tilbage fysisk og mentalt.« Da vi derefter lige havde sundet os over en semifinale mod England, som kunne være vundet, var det ikke et antiklimaks. Det var en værdig afslutning på en berusende rejse, som mange danskere med national stolthed følte, at de var blevet en del af. Landsholdsspillere fortalte undervejs til Berlingske, hvordan de nød at følge med på nettet og føle den danske begejstring. Det satte sig i kroppen og gav dem energi og vilje. Det var blevet mere end fodbold. Selvsikkerheden forsvandt Halvandet år senere kom den helt usædvanligt forsinkede VM-slutrunde i Qatar – på grund af arabisk sommerhede. I forvejen var EM-slutrunden på lige så usædvanlig vis blevet udsat på grund af coronapandemien. Forud for den første kamp handlede det om alt andet end fodbold. Berlingske var mødt frem i træningslejren »et godt stykke fra hovedstaden Dohas designede højhuse« i »det hede novembervejr i en arabisk ørken«, som reportagen gav læserne i Danmark et indblik i. Nogle få fremmødte danske fodboldfans fortalte, at de boede i Qatar på grund af arbejde og ville benytte sig af en overraskende mulighed for at følge det danske fodboldlandshold ved en slutrunde. Tilhængerne var begejstrede over at møde fodboldberømthederne på vej ind på træningsanlægget, og Joakim Mæhle skrev autografer på to små børns rød-hvide trøjer. Men derhjemme buldrede kritikken løs af valget af Qatar som værtsland. Inkarnerede fodboldtilhængere i Danmark og flere andre lande, ikke mindst i Tyskland, kritiserede beslutningen i hårde vendinger. Mange sagde, at de helt ville boykotte VM. De ville i hvert fald ikke rejse til et land, hvor styret er åbent imod homoseksuelle og udnytter migrantarbejdere med dødsensfarlige arbejdsvilkår, som Berlingske og mange andre vestlige lande beskrev det. Det var også dyrt at rejse tusinder af kilometer til et land stort set uden fodboldkultur og med opskruede priser i nybyggede hoteller, der udstråler landets enorme energirigdomme. En lille gruppe danskere på billetjagt i Doha fortalte til Berlingskes dagbog fra VM, at deres budget var på »omkring 50.000« for at se Danmark i nogle af kampene i den indledende pulje. Fodbold-VM i Doha handlede for mange danskere om alt muligt andet end fodbold. Landstræner Hjulmand var tydeligt frustreret, da han mødte Berlingske som optakt til den første kamp mod Tunesien. Og Hjulmand var i vildrede. Selvsikkerheden i Helsingør efter triumfen mod Rusland var det svært at finde spor af. I modsætning til halvandet år før, hvor der var forundring over, at Hjulmand ville tale om værdier og fodbolden som mere end bare fodbold, prøvede han nu at undvige spørgsmål om fodboldforbundet FIFAs trusler mod at bære regnbuefarvede »One Love«-anførerbind. »Det er svært at gøre det rigtige. Hvad er det rigtige at gøre, for at vi ikke bliver kritiseret? Det kunne jeg godt tænke mig at vide,« sagde landstræneren og forsøgte at formulere et budskab om, at han havde »en opgave i at skulle beskytte« holdet og få deltagelsen i slutrunden til at handle om fodbold. I sidste ende blev den danske VM-slutrunde meget langt fra den berusende oplevelse af »mere end fodbold«, som vi oplevede ved EM. Mange vil måske mene, at det om noget ligefrem blev mindre end fodbold. Danmark sluttede sidst i sin pulje med ét point og ét mål scoret i tre kampe. Efter den første kamp med 0-0 mod Tunesien, kunne man finde stoltheden et andet sted end hos de danske fodboldtilhængere. »Vi var glade for resultatet. Vi festede hele aftenen,« fik Berlingske at vide af en tunesisk kvinde, der arbejdede i Qatar som læge. Dagen derpå havde hun stadig smilet siddende i øjnene. I Danmark kom festen aldrig i gang. Symbiosen mellem spillerne og tilhængernes begejstring var væk. Det er let at sige, når vi nu kender til fiaskoen i Qatar. Men det er måske en tanke værd, hvad der ville være sket, hvis DBU og Hjulmand havde udfordret FIFA, som eksempelvis iranske tilskuere gjorde. »I kan være stolte« Hvis netop det danske landshold havde holdt fast i, at det drejede sig om mere end fodbold. Hvis Kjær som den store skikkelse fra EM var gået ind på banen med regnbue på anførerbindet. Hvis resultaterne derefter havde været lige så skuffende, som de blev, ville der sandsynligvis være bidende kritik, som Hjulmand påpegede over for Berlingske. Kampen mod FIFA kunne føre til uforudsigelige konsekvenser. Men det ville have handlet om mere end mål og resultater af en fodboldkamp. Da det alligevel kun handlede om fodbold, gik det helt galt. Ved EM kunne Hjulmand derimod efter semifinalenederlaget mod England fremhæve den betydning, som landsholdet havde fået: »De her gutter, de er outstanding, og hele landet kan være stolte af de her spillere.« Det er fortællingen fra EM, og det er historien fra VM, som Hjulmand og spillerne har med i bagagen, når det til sommer fra 14. juni går løs i Tyskland. Danmarks første kamp er 16. juni mod Slovenien i Stuttgart, men allerede op til påsken er de første træningskampe mod Schweiz og Færøerne. De tyske fodboldstadioner og gader er let tilgængelige for det meste af Europa. Det kan blive den første rigtig store fodboldfest i lang tid i det land, hvor slutrunden finder sted. Vi kan kunne drømme om en ny berusende følelse en sommeraften i København, blandt tilskuerne i München eller med begejstringen et andet sted. Fra Helsingør til Wembley. Fra Eriksens kollaps til jublen over Mikkel Damsgaards frisparksmål fulgte vi med. Det var en helt særlig følelse. Det var mere end fodbold. https://www.berlingske.dk/internationalt/det-handler-om-mere-end-fodbold-sagde-kasper-hjulmand-da-det